lørdag, oktober 25, 2008

En rigtig fin PIF gave

Jeg har fået den dejligste Pay it Forward gave fra Grendesign: En meget fin strikkepose - lige hvad jeg manglede, når jeg har mit strikketøj med i toget - og desuden et sock-o-meter. Begge dele har Britt selv lavet.

Og her er det så, at jeg må afsløre min uvidenhed. Hvad bruger man et sock-o-meter til? Nu har jeg lige fået en forklaring - egentlig meget logisk, når man ved det, se bare her.
Tusind tak for den fine gave, Britt.

onsdag, oktober 22, 2008

Ny garnbutik

Siden Margrethe Strik lukkede har vi ikke haft nogen garnbutik i Helsingør by.

Men i dagens Helsingør Dagblad var der en god nyhed. "Tot og Tråd" er nu åbnet på Rosenkildevej 2, skråt over for bagsiden af Føtex, med lækkert garn fra Marianne Isager, Garnstudio, Du store Alpakka, Gepard m.fl.

Jeg mangler jo selvfølgelig ikke garn, men...




søndag, oktober 19, 2008

Cul-de-sac vest

Lige for øjeblikket lider jeg åbenbart af startitis - jeg starter på det ene projekt efter det andet. Måske er det en følge af den meget kraftige inspiration på Ravelry, at være medlem af Webstrik, følge strikkere i blogland... Eller måske har jeg bare en rygrad som en regnorm.

I hvert fald er jeg nu startet på Elsebeth Lavolds Cul-de-Sac vest. Opskriften var ikke nem at få fat i. Den blev bragt i Knitter's Magazine 72, Fall 2003, som er totalt udsolgt. Så prøvede jeg at købe den på Ravelry, skrev til Elsebeth Lavold, men forgæves. Men til sidst var jeg heldig at finde bladet hos Vintage Knits.

Jeg fik strikket ret meget på flyet ned til Kreta. Der var ingen problemer med at tage rundpind og hjælpepind til snoninger med. Garnet er Jo Sharp's DK Wool, som jeg har købt hos 123knit.

tirsdag, oktober 14, 2008

Kreta i oktober er også dejlig

Jeg har ikke været så flittig på bloggen på det sidste - har da også fået et par bekymrede mails. Men nu er jeg tilbage fra en dejlig ferie på Kreta, så nu kan jeg lidt igen.

Jeg har meldt mig ind i Snekkersten Husflidsforening og har fået syet en bamse. Måske ligner den mere en bjørn, men den minder egentlig meget om min barndoms bamse. Den er syet af fint bamseplys og er meget blød.