onsdag, oktober 25, 2017

Udenlandske strikkeblade

For et par år siden reklamerede jeg for Zinio her på bloggen. Flere har sagt til mig, at de har været meget glade for det tip. Jeg tror nok, at jeg dengang lovede at vise et andet sted, hvor man også kunne se udenlandske strikkeblade gratis via sit bibliotek.

Der skulle så lige gå et par år eller mere, før jeg fik det gjort. Men nu kommer tippet. Bedre sent end aldrig, som man siger...

Det er PressReader, som jeg denne gang vil foreslå et nærmere kig på. Det er også via bibliotekets netbaser, hvor man logger ind med sit lånernummer/cprnummer og sin pinkode, som man bruger til at låne bøger med.

PressReader har utrolig mange aviser med, men hvis man vælger Categories og derefter Crafts, så er der en del håndarbejdsblade at vælge imellem. Mit yndlingsblad er nok The Knitter, som denne gang har et flot sjal designet af Nancy Bush med. Men sokkerne som kan ses på billedet, som jeg har kopieret fra bladet, ser nu også lidt interessante ud. Man kan se tidligere numre ved at bruge kalenderen.

Der er en vejledning i at bruge PressReader her: http://www.ekurser.nu/kursus/507




søndag, september 04, 2016

Besøg i Klunkehjemmet

I dag har jeg besøgt Nationalmuseets klunkehjem i København. En tidslomme, hvor man kan se et herskabshjem som det så ud i starten af 1900-tallet. Et meget fint hjem med broderede puder, hæklede sengetæpper og fine broderede duge. Håndarbejdet er lavet af husets frue og de to døtre. Klunkehjemmet er absolut et besøg værd. Det kan kun besøges ved forudbestilling.

søndag, juni 19, 2016

Nordisk Strikkesymposium 2016 i Sverige

Om en uge går turen til Lapland, nærmere bestemt Kiruna, som ligger nord for polarcirklen. Det er første gang, jeg skal så højt op. Kiruna ligger højere oppe end Island, hvor jeg også har været med Gavstrik. Det bliver dejligt igen at deltage i Nordisk Strikkesymposium. Møde deltagere fra hele Norden ( og Japan, Korea, England m.fl.) og at lære nye teknikker.

Nu er det længe siden, jeg sidst har blogget, så jeg øver mig lige lidt. Jeg er mest på Instagram. Det er meget hurtigere og nemmere end at blogge. Hvis du har lyst til at følge mig der, så er mit brugernavn meretegotthardt.

Selvom jeg ikke får blogget om mit strik, så er det ikke fordi jeg ikke strikker. Det seneste jeg har strikket er Marin Shawl designet af en af mine yndlingsstrikdesignere Ysolda Teague.

 

Jeg har brugt knap et bundt Wollmeise dk i farven Pistacie, strikket på pinde 4.

tirsdag, juli 14, 2015

Bygland

Bygland Museum er et lille frilandsmuseum med bygninger helt tilbage fra 1600-tallet. De åbnede dørene for os, og der var arbejdende værksted med vævning af bånd. De fineste vanter og trøjer var lagt frem til beskuelse.


Bespisningen var Rømmegrøt med kanel, smør og saftevand til. Det smagte rigtig godt.

Det var det fineste vejr hele dagen, også heldigt når hjemturen gik med båd to timer ned langs fjorden. Det var skønt at sidde med sit strikketøj og nyde udsigten.

fredag, juli 10, 2015

Trøjer overalt

Onsdag kørte vi til Ose. Der ville være marked, værkstedsaktiviteter, og vi fik mulighed for at se Annemor Sundbøs samling af trøjer.

I Annemors hus var der også en sjov udstilling af malerier med får iklædt Setesdalstrøjer! (Malet af Jeannie Ozon Høydal).

Ose er en meget lille by med kun 5 indbyggere. En times gang fra byen ligger et flot vandfald med udsigt over dalen, som nogle af os selvfølgelig måtte se, selvom det var ugens varmeste dag med omkring 30 grader.

Der var meget dårlig internetforbindelse på hotellet (hulk), så indlæggene vil komme lidt dryppende de næste dage.





tirsdag, juni 30, 2015

Workshops

Vi er nu i fuld gang med at lære spændende nye teknikker. Jeg har lært Komahogan, en japansk hækleteknik med mange grafiske muligheder. I dag havde jeg en workshop om hollandske ganseys af Stella Ruhe, som har skrevet en meget interessant bog om emnet Dutch Traditional Ganseys. Vi skulle designe vores egne mønstre ud fra "what is meaningful in your life". Det var en lidt for stor mundfuld for mig, så jeg prøvede bare forskellige mønstre af.

Hver dag har vi udover workshops spændende forelæsninger om Islænderen, Estisk strikketradition m.m. Desuden er det jo meget inspirerende at møde så mange strikkere, så hovedet summer ligefrem med ideer.

Nu skal vi jo også huske at kigge ud ad vinduet eller ligefrem gå ud i den dejlige norske natur.




lørdag, juni 27, 2015

Souvenirs

Det småregnede hele dagen i Kristiansand, så der var en god undskyldning for at opholde sig indendørs - selvfølgelig i garnbutikker. Der er hele fire af slagsen i Kristiansand. Husfliden, Hobbyhimlen (såvidt jeg kunne se primært med Drops-garn) og de to bedste, Lars Langfeldt A/S i Henrik Wergelands Gate og Karmin Garn. Hos Lars Langfeldt så jeg en meget flot Marius-sweater strikket i Felted Tweed. Den var jeg meget tæt på at købe garn til - jeg klarede at løsrive mig, men jeg vil have den i tankerne...
Hos Husfliden købte jeg diverse strikke-souvenirs: Servietter, reflekser m.m.
Jeg fik også besøgt Sørlandets Kunstmuseum i byen. Der var et maleri fra Ose, som er et af de steder, som symposiedeltagerne skal besøge i løbet af ugen, der ser nok lidt anderledes ud nu.
I morgen går turen mod Byglandsfjord og Hotel Revsnes og forhåbentlig med bedre vejr.